2 Kommentarer

1. 

   Michelle Hviid on 6. november 2014 at 5:38 pm

   1.Jeg blev kontaktet af en journalist, da han ringede og havde opsnappet at jeg havde en tumor, valgte jeg at skrive selv. Indtil da var det lykkedes at holde den meget triste nyhed i min inderkreds.

   2. Alle mine mennesker var for længst informeret. Jeg er jo ikke komplet idiot. Jeg er bare glad for at jeg nåede at samle op selv inden de kunne læse det i avisen. På trods af at jeg skrev meget tydeligt i min blog, 2 gange, at det var godartet, var overskriften på Metro Express at jeg havde kræft i hjernen. Ekstra bladet har siden ringet og spurgt om de må komme med til operationen. Pressen er rimelig rå. Min egen blog er min! SÅEH?

   3. Indtil det blev offentligt, gik jeg rundt om mig selv og vidste ikke hvilket ben jeg skulle stå på. Jeg plejer at være glad og smilende, hjælpsom og imødekommende. Nu ligner jeg et spøgelse og har konstant tårer i øjenene. Det er hårdt at skjule når man ikke ejer en “skrid” kappe.

   4. Jeg har sådan en tumor uanset hvem der ved det eller ikke ved det. Jeg har det sådan set sådan som der står på bloggen uanset om det er passende eller upassende.

   5. Måske findes der mange måder at tackle det her på. Måske har ingen patent på sandheden. Måske ved vi hver især hvad der bedst for os selv. Jeg har i hvert fald haft det MEGET lettere siden det ikke længere var en hemmelighed. Jeg får hjælp fra alle kanter for folk ved nu at jeg har brug for hjælp.

   6. Og hvad så hvis der er spor online? Hvad så?

   7. Det kan da godt være at du krummer tæer. Skal jeg så tage hensyn til det eller må det være dit eget ansvar at få dem krøllet ud?

   Jeg forestiller mig at der er lige så mange veje som der er mennesker. Det her er min og den virker GODT for mig. God vind 🙂

   Reply
   • 

     Camilla Carlsen Bechsgaard on 6. november 2014 at 5:44 pm

     Hold da op- det var et hurtigt svar…. men tak for det. Og ja, jeg læste godt din begrundelse for at lægge det online – og kan sagtens følge den. Jeg har også læst de følgende dages updates, der er ligeså personlige.

     Det er dit valg at gøre det på den måde, men derfor kan jeg ud fra en psykologfaglig vinkel godt filosofere over hvad det gør ved os som mennesker at det private pludselig er blevet så offentligt.

     At det lige blev din blog der blev brugt som eksempel, var fordi den dukkede så massivt op i de sidste dages Facebook-cirkulering. Det kunne have været mange andre.

     Jeg vil ønske dig rigtig meget held og lykke med operationen og forløbet bagefter, og ønsker på ingen måde at nedgøre det svære i din oplevelse.

     Varm hilsen, Camilla

     Reply